Efter en periode med udfordringer i min relation til min ældste datter, fandt jeg inspiration i "dit selvhelbredende sind" af Mette Louise Holland (2017) og de 3 principper, der knytter sig til skyggearbejde.
Jo mindre fokus vi har på vores sind, desto bedre har vi det. Det er ligesom princippet i naturen, hvor et sår heler hurtigere, hvis vi lader det være og ikke konstant piller i det.
Min frustrerende situation med min datter satte også mine tanker i gang om forholdet til mit arbejde. Hvordan hænger det mentale arbejde fra skyggearbejdet sammen med dette princip?
Det gør det ikke. Skyggearbejde handler i virkeligheden ikke om arbejde, men om forståelse. Det er et værktøj til at skabe bevidsthed om vores skyggesider og hvordan de påvirker vores liv. De er vores mentale begrænsninger, fordi de mangler opmærksomhed og bevidsthed.
Bevidsthed er nøgleordet. Skyggearbejdet lyser op på det skjulte, så vi bliver bevidste om vores tankemønstre og handlinger. Sådan arbejder jeg både når jeg afholder workshops, men også når jeg har en gæst inde til en 1:1 samtale. Så spørger jeg ind og lyser op de steder hvor han/hun ikke kan se sig selv. Der hvor der er mørkt. Men det er ikke det samme som at sige at hun (eller jeg) skal tænke på det hele tiden eller være i intellektet hele tiden.
Vi behøver ikke at være endnu mere i vores hoveder, løse problemer eller tænke os til løsninger. Og lige præcis det er svært at lade være med! Vi er så vant til at være i intellektet, at vi glemmer at lade være at tænke og måske bare være til stede.
Hvis vi føler uro, tvivl og bekymringer, er det vores intellekt (tanker),
der prøver at hjælpe, ikke vores visdom/indsigter.
"Følelser er special effects, der får vores tanker til at virke virkelige" - denne sætning ramte mig dybt da jeg læste den. Følelser føles ægte for os i øjeblikket. Det, der bringer glæde for én, kan bringe sorg for en anden. To personer kan have forskellige opfattelser af samme situation, fordi det er vores tanker om situationen, der skaber vores opfattelse.
Vedrørende min situation med min datter; Jeg var ked af det, frustreret og alle mine følelser var i spil. Men det der lå bagved følelserne, var mine tanker om situationen. Jeg tænkte, at jeg ikke kunne håndtere det. At jeg ikke var god nok til at være der for både hende og min yngste datter samtidig, og at det var svært at balancere deres behov. At jeg ikke havde redskaberne til at løse det. Men de følelser jeg havde føles så virkelige, at jeg ikke kunne se mig ud af det.
Men... måske behøvede jeg ikke forsøge at finde en løsning gennem mine tanker. Intellektet kan alligevel ikke give mig det jeg efterspørger.
Jeg skal i stedet give slip. Tro på at det passerer. Intet er for evigt. Og ganske rigtigt- det gik i sig selv. Vi fandt en vej. Vi snakkede, grinede, græd. Og nu er hun snart på vej til at flytte hjemmefra og det vil jeg øve mig i at være i fred med.