Sådan oplever jeg at mange har det, og sådan har jeg også engang selv haft det. Men det er forbundet med skam at sige det højt, for burde vi ikke ha styr på vores liv med alle de muligheder vi har?
Lad mig fortælle en lille privat beretning, som, selvom den handler om mit privatliv, i den grad også har påvirket mit arbejdsliv.
I starten af mit forhold med min nuværende kæreste havde vi rigtig mange udfordringer. Eller rettere, jeg synes på mange måder at han skulle gøre noget andet end han gjorde. Jeg havde store forventninger til ham, men følte at jeg boksede i en pude, uden det hjalp spor. Jeg tiggede, bad, klagede, skældte og græd. Men intet ændrede sig.
En dag, efter flere år med gentagne skænderier og frustrationer, var jeg så udkørt at jeg en dag sagde til mig selv; “så Jose, nu er du altså nødt til at fokusere på hvad du gerne vil og holde dig selv glad.”
Fra den dag af forsvandt alle vores skænderier som dug fra solen. Pist væk var de.
Jeg forventede nemlig ikke længere at han skulle gøre noget for at gøre mig glad. Det skulle jeg selv.
Og det blev starten på mit helt private eventyr, både det hvor jeg fik den dejligste kæreste, men også det hvor jeg fik frihed, glæde og mental robusthed ind mit liv, ved at slippe ideen om at andre skulle skabe min lykke.
Hvad har det med arbejdsglæde at gøre tænker du måske? Mit svar er ALT.
Når vi går på arbejde er vi jo også private og det vi tænker om os selv og den måde vi har det på, påvirker i den grad vores arbejdsliv. Så det er yderst relevant at føle sig mentalt robust og især i det stigende pres der er på vores omstillingsparathed, arbejdstempoet, kompleksiteten i samfundet, og ikke mindst den svære balance der er mellem arbejdsliv og privatliv.